Min kæreste og jeg har nu gået i parterapi hos Charlotte Grumme - vel cirka 20 gange.
Jeg skal lige trække vejret helt ned i maven og lukke øjnene, før jeg kan forklare, hvad det har gjort ved mig. Det har været og er en voldsom omgang.
Hvordan jeg har oplevet de talrige timer i rummet med det smukke, blomstrende tapet?
Vi har gået ruten ned til det lille orange hus i al slags vejr. Høj sol, fuglefløjt og blå himmel på en sommerdag. Rødt løv og begyndende forfald i blødt efterårslys.
Og bidende kulde og håbløs smat i vinter. Her taler jeg om alt andet end vejret.
Det er tæt på umuligt at turde at lægge ens vigtigste kærlighedsrelation i hænderne på et andet menneske. Men anbefalingerne af Charlotte var til at få øje på.
Og jeg er ret overvældet over al den indsigt, jeg nu kan se tilbage på. Jeg har fået mulighed for at forstå helt ind i hjertet, hvorfor min kæreste gør, som han gør. Jeg har virkelig oplevet vores mønstre for fuld kraft og smadder. Engang sad jeg i min skyttegrav og så kun, hvordan HAN svigtede mig, staklen, som gjorde alt så godt. Men Charlotte kunne stille og roligt tegne konjunkturen af to meget forskellige sår/mønstre. Og langsomt men sikkert fik vi den ene AHA-oplevelse efter den anden.
Egentlig følte jeg mig så klog og "bearbejdet" efter i mange år dagligt at have gravet i min sjæl med en teske. Og jeg har vel tænkt mere end syv gange: Jeg tager med derned første gang - og så kommer jeg også sidste gang - så kan min kæreste tage alle de timer, der ligger i mellem, for der ER styr på mig...
Spøg til side - jeg har oplevet hver en session med dyb taknemmelighed. Det har været både rørende og irriterende. Sjovt og forfærdeligt, spændende og forvirrende. Det har været en gave at få så vanvittig megen indsigt i min vigtigste og mest skattede relation nogensinde.
Vi kunne aldrig have fået denne indsigt, og denne uvurderlige viden på egen hånd. Det er dybt, dybt komplekst - og alligevel så simpelt.
Hvis jeg nogensinde skulle have haft en drøm om at blive terapeut, så er den død een gang for alle. For det er tæt på en umulig opgave, som kun de færreste burde have kørekort til. Altså at rode rundt i andre menneskers sårbare rygsække. Jeg har på nært hold studeret - hvordan Charlotte er gået til opgaven, som var vi de vigtigste to mennesker på jorden. Det oprigtige, utrættelige engagement er en medalje værdig.
Og jeg har svært ved at forestille mig et mere empatisk, ikke-dømmende menneske end Charlotte. At hun ikke en eneste gang har forladt rummet i frustration over to mennesker, der "holder på sit" - er faktisk lidt af et kunststykke. Oprigtigt holder hun ikke med nogen. Hun holder med os.
Der er ikke en i min omgangskreds, der ikke drømmer om at slæbe partneren med til Charlottenlund. Og det er en oplevelse jeg under alle. Ligegyldig hvor godt det end måtte gå i relationen.
Men det kræver virkelig også noget af klienten. For vi kommer ned i kroge, der er så dybe, så intuitive og så komplekse, at det er en gave, som man måske i løbet af forløbet føler er lidt en hadegave. Forstået således at der er nogle dæmoner, der skal kigges i øjnene undervejs. Også i de dystre stunder er Charlotte den mest omsorgsfulde og skarpe "fødselshjælper" man kunne ønske sig.
Hvad end der sker man jeg kun sige: Tak for indsigterne. Selvom jeg ikke altid har set lige taknemmelig ud i ansigtet, mens alvoren gik op for mig.